Kristian Jensen: Jeg var upræcis

LØFTEBRUD: Skatteministeren beklager at have være upræcis over for transportbranchen, men fastholder, at han havde taget forbehold for skattestigninger på nogle områder.

Kristian Jensen (V) beklager ordlyden i sine udsagn til den danske transportsektor. Ifølge nordjyske.dk er skatteministeren ked af, at han har været upræcis i mælet til regeringens fremlæggelse af den nye plan for infrastruktur 8. december 2008.

Altinget.dk er i besiddelse af en lydfil, der ikke efterlader tvivl om, hvad Kristian Jensen lovede transportsektoren på pressemødet:

"Ja, skattestoppet gælder for lastbilerne. Forstået på den måde, at danske vognmænd skal ikke have en højere belastning end den, de har i dag, og i dag har de en vignetordning, hvor de betaler en såkaldt vejbenyttelsesafgift, og den forventer vi bliver udfaset i takt med, at der kommer en grøn kørselsafgift," sagde ministeren.

Men de 500 millioner kroner kommer oven i de 400 millioner kroner fra vignetordningen, så branchen ender med at betale 900 millioner kroner.

Hvorfor sagde du, at de danske vognmænd ikke skulle have en højere belastning, end de har i dag?

"Jeg tror ikke, det var sådan, at ordene faldt," siger Kristian Jensen. 

Det er en båndudskrift fra mødet?

"Så må det være sådan, at ordene faldt. Jeg beklager, hvis jeg har været upræcis, men sagen er, at vi hele tiden har sagt, at der i forbindelse med skattereform kunne komme en omlægning, hvor nogle skatter ville gå op for at sætte skatten på arbejde ned, og det er helt rimeligt, at vognmændene også bidrager," siger Kristian Jensen og fortsætter: 

"Jeg har i mine år som skatteminister hørt ét klart ønske fra erhvervslivet, også fra vognmændene, og det var, at vi skulle blive mere konkurrencedygtige på skatten på arbejde. Det sker nu," siger Kristian Jensen til nordjyske.dk.

Login