Trafikudvalg sender tæskehold til Italien

NYHED: Trafikudvalget tager på hastetur til Italien for at ruske i IC4-producenterne.

Folketingets trafikpolitikere har fået nok af dårlige undskyldninger og forsinkede IC4-tog. Derfor tager udvalget på en hastetur til de italianske producenter, Ansaldobreda, for at presse på med leveringen af togene:

"Vi er nødt til at presse på, og da Folketingsudvalget var dernede sidste gang, for snart seks år siden, var den en rosenrød historie. Nu har vi en helt anden situation," siger socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, og fortsætter:

"Det er ekstremt frustrerende for de danske rejsende og skatteydere. Der er en berøringsangst fra ministerens side. Hun ved godt, at det her er en af de store skandaler, hun har arvet, men hun holder fingrene langt væk fra det. Jeg har ikke hørt ministeren sige et ord."

De nærmere omstændigheder omkring rejsen er endnu ikke fastlagt, men det bliver formodentlig til sommer, at politikerne skal se de omdiskuterede fem milliarder tog ved selvsyn.

Minister i samråd næste torsdag
På næste torsdag er transportminister Carina Christensen kaldt i samråd i sagen. Samrådet vil være lukket på grund af kontraktlige forhold mellem DSB, Regeringen og Italien.

Forsinkelserne har netop kostet DSB IC4-chef, Jeppe Juul Lauridsen, jobbet, og det får alarmklokkerne til at ringe hos den socialdemokratiske trafikordfører.

Der mangler stadig en typegodkendelse af togene, samtidig med at de endnu ikke kan køre under Storebælt, og der vil gå fire år fra de problemer er løst, til togene kan leveres:

"Hvis jeg fortæller der her til mine medpassagerer, når jeg rejser hjem til Næstved, hvor man kører i de gamle tog, så bliver jeg kølhalet på stedet," siger Magnus Heunicke, og understreger at regeringen bliver nødt til at påtage sig et ansvar.

Login