Tema Regionsvalg 2009: Region Sjælland

SUNDHED - ANALYSE: En ny sygehusplan bliver et hovedemne i valgkampen. Regionen har indtil nu været den uartige dreng i regionsklassen ved at holde fast i en sygehusplan, som sundhedsministeren er lodret modstander af.

Valgkampen i Region Sjælland får sandsynligvis som hovedtema, hvordan regionens fremtidige sygehusstruktur skal se ud. Et hovedspørgsmål er, om man kan nøjes med at have ét hovedsygehus, og hvor det i givet fald skal ligge.

I starten af 2009 tog regeringen nemlig den store pædagogiske værktøjskasse frem for at skære sin utilfredshed med den nuværende sygehusplan ud i pap.

Mens de fire øvrige regioner har fået grønt lys til store investeringer, har sjællænderne fået klar besked om, at de først skal lave en sygehusplan, som kan accepteres af de centrale sundhedsmyndigheder.

Region Sjælland fik simpelthen tilsagn om det mindste beløb, da regeringen i kølvandet på Erik Juhl-udvalget meldte ud, hvor sygehusmilliarderne fremover skal investeres. Under halvanden milliard kroner blev det til i første omgang, mens regionen selv havde bedt om otte.

Placering af et hovedsygehus
Socialdemokratiets spidskandidat Steen Bach Nielsen har sagt, at han går til valg på den nuværende sygehusplan fra 2007 - dvs. en plan uden et hovedsygehus.

Venstres spidskandidat, Jens Stenbæk, regner med, at det nye regionsråd vil udpege et hovedsygehus, men har behændigt undgået at sige, hvor han selv mener, det skal ligge. Det har givet kritik, men omvendt henviser han til den formelle procedure, at regionens embedsmænd for øjeblikket undersøger spørgsmålet nærmere. Om vælgerne vil nøjes med den melding, vil valgkampen vise.

De Radikale, som kan komme til at spille en central rolle under konstituering, går ind for, at Køge Sygehus skal udbygges som regionens supersygehus - men vil også fastholde Roskilde og Næstved som specialsygehuse. Argumentet for Køge er tilgængelighed og befolkningsunderlag. Men Køge har en dårlig placering i regionen, og en mere politisk spiselig placering skal måske findes et sted mellem Ringsted og Næstved.

Diskussionen om et kommende hovedsygehus vil sandsynligvis være det spørgsmål, der engagerer flest vælgere op til den 17. november. Og flertalsmulighederne for en sygehusplan bliver sandsynligvis det helt centrale spørgsmål i konstitueringen og dermed spillet om magten.

Strukturdiskussion
Den nuværende sygehusplan fra 2007 er et stort politisk og geografisk kompromis, der søgte at tilgodese så mange som muligt.

Planen var en politisk succes i regionen, fordi den kunne samle bred opbakning i regionsrådet. Men regeringens ekspertudvalg med Erik Juhl i spidsen kritiserede den sønder og sammen i 2008. Regionens specialer og akutbehandling skal samles på færre sygehuse, lød meldingen fra København.

Regionens politikere slog i første omgang syv kors for sig. Regionens geografi er ikke til et supersygehus, lød det på tværs af partigrænser. Afstandene er for store. Der er ingen oplagt hovedby. Og hvad skal regionsrådet i grunden gøre godt for, hvis København alligevel bestemmer alting? Var det bare skønne spildte kræfter, da regionen med stor møje selv skruede sin sygehusplan sammen?

Login