Sygehus Vendsyssel Hjørring kåres som Danmarks Bedste Hospital

KORT NYT: I kategorien små hospitaler kåres Sygehus Vendsyssel Hjørring til at være Danmarks Bedste Hospital 2012.

Sygehus Vendsyssel Hjørring kåres til Danmarks Bedste Hospital af nyhedsavisen Dagens Medicin onsdag 5. december. Her vil chefredaktør Kristian Lund overrække prisen i Glasgangen på Sygehus Vendsyssel Hjørring klokken 14. Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelse til Altinget.dk. 

Prisoverækkelsen sker på baggrund af både høj klinisk kvalitet, patienttilfredshed og afstemning blandt sundhedspersonale. Desuden vinder sygehuset kategorien små sygehuse i kraft af to 1. pladser og fire 2. pladser inden for en række specialer.

"Vi er utrolig stolte og glade over at modtage denne anerkendelse. Sygehuset får topkarakterer for behandlingskvaliteten og samtidig er patienttilfredsheden i top. Så personalet har grund til stolthed. Det er en stor cadeau til dem og den indsats, som de yder hver eneste dag for at give patienterne det bedste," siger sygehusdirektør Ingeborg Thusgaard fra Sygehus Vendsyssel.

Sidste år blev Sygehus Vendsyssel Frederikshavn kåret til Danmarks Bedste Hospital. Denne gang indtager sygehuset i Frederikshavn en 3. plads blandt alle Danmarks mindre hospitaler.

Login