Sundhedsministeren vil have sammenhængende patientforløb

NOTE: Lars Løkke Rasmussen (V) bakker op om Kræftens Bekæmpelses opfordring til at få sat fart på effektive patientpakker. De skal sikre hurtig diagnose og hurtig behandling.

"Sundhedsstyrelsen anbefalede allerede i 2005, at de daværende amter fik sat undersøgelserne for kræft i system i særlige pakker, som man har haft stor succes med i Vejle. Siden har vi bevilget 150 mio. kr. til bl.a. udvikling af bedre forløb, og nu er vi på vej med offentliggørelse af hele forløbstiden, så man kan se, hvor patienterne samlet kommer hurtigst igennem forløbet," skriver Lars Løkke Rasmussen (V) i en pressemeddelelse.

Samråd om de interne ventelister
Tidligere på året blev ministeren indkaldt til samråd om problemstillingen, og allerede der lovede han, at de interne ventetider ville blive offentliggjort inden sommeren. Det forventer han fortsat. Derfor vil man snart kunne få de tal, der dækker over forløbet fra sygehenvisningen til undersøgelsen er færdig og behandlingen i gang. Det vil i første omgang gælde for en række livstruende sygdomme.

Lars Løkke Rasmussen håber, at kvalitetsreformen kan være med til at sætte denne type udfordringer på dagsorden.

"Kvalitetsreformen handler netop om at bruge ressourcerne mere effektivt i en tid, hvor penge ikke gør det alene, fordi der bliver færre hænder til flere opgaver. Derfor arbejder vi også i kvalitetsreformen med at tilpasse økonomien, så det bedre kan betale sig at planlægge effektivt - og vi foreslår, at regionerne opstiller konkrete mål for den samlede ventetid til f.eks. kræftbehandling," siger ministeren.

Login