Sundhed.dk er det gode digitale eksempel

NYHED: Sundhed.dk er det gode eksempel på, hvordan borgerne får en samlet indgang til det offentlige. Nu frygter direktøren, at borger.dk vil skabe forvirring hos borgerne.

I fremtiden skal borgerne langt lettere kunne finde information fra det offentlige på borger.dk, lyder visionen fra Finansministeriet. Men de har glemt at forhøre sig hos de aktører, som allerede leverer det tilbud.

"Det gode eksempel findes med "min sundhed" på sundhed.dk. For sundhedsvæsnet har allerede gjort det, som Finansministeriet taler om, at der skal ske på borger.dk i 2012," siger Morten Elbæk Petersen, der er direktør for sundhed.dk. Portalen samler alle oplysninger fra de forskellige aktører i sundhedsvæsnet.

Flere kender sundhed.dk
Danskernes kendskab til sundhed.dk er stigende, men direktøren frygter, at en ny samlende hjemmeside vil virke mod hensigten. Det afviser Lars Frelle-Petersen, kontorchef ved Den Digitale Taskforce i Finansministeriet.

"Sundhed er en væsentlig inspirationskilde. Det handler om at guide borgerne hen til det rette sted, og derfor skal der være én samlet indgang. Men den dybere information om sundhed skal borgerne stadig finde på sundhed.dk," siger Lars Frelle-Petersen, der er glad for det arbejde, der bliver gjort med sundhed.dk.

Login