SF roser minister: Har erkendt A- og B-hold

SKATTEFRADRAG: SF roser sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) for at have erkendt, at fradrag for sundhedsforsikringer skaber et A- og B-hold.

SF's nye sundhedsordfører, Jonas Dahl, glæder sig over, at "sundhedsministeren nu åbent erkender, at skattefradraget på private sundhedsforsikringer skaber et A og B-hold i sundhedsvæsenet," som det hedder i en pressemeddelelse fra partiet.

"Det er meget velkomment, at sundhedsminister Jakob Axel Nielsen nu melder sig parat til at tage et opgør med den ulighed, som regeringens skattefradrag på private sundhedsforsikringer skaber. Den skævvridning skal der sættes en stopper for ved at fjerne skattefradraget. Derfor håber SF, at Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard vil bakke op om sundhedsministeren på det her punkt," siger SF's sundhedsordfører Jonas Dahl.

Samtidig finder han det utroværdigt, at DF udråber sig selv til garant for lighed i sundhed uden at tage et opgør med det ulighedsskabende skattefradrag.

Login