Screeninger skal kombineres med rygestop-tilbud



"Jeg hilser naturligvis undersøgelsen om screeninger velkommen, for det kan forhåbentlig redde mange menneskeliv", siger Kamal Qureshi som kommentar til den planlagte undersøgelse af, om screeninger for lungekræft vil redde kræftpatienter, der ellers ville have opdaget deres sygdom for sent.

"Men samtidig er det altså vigtigt at pointere, at forebyggelsen i forhold til lungekræft aldrig må sættes i baggrunden. For gør vi det, svarer det til, at vi siger til folk, at de bare kan køre derud af med 200 kilometer i timen, så skal vi nok sætte net og skumgummimadrasser op i den anden ende, så de ikke slår sig. I stedet for skal folk selvfølgelig, for nu at blive i billedet, påvirkes til at sætte farten ned."

"På samme måde er det med lungekræft. Vi ved, at der er én entydig og altdominerende faktor til stede i udviklingen af lungekræft: Rygning. Derfor ville det være på sin plads, om regeringen indførte en garanti for, at alle rygere, som ønskede det, kunne garanteres plads i et rygestop-program inden for 14 dage. Det ville udover at hjælpe på lungekræftstatistikken også have den sideeffekt at skære ned i forekomsten af andre rygerelaterede sygdomme, f.eks. hjerte-kar-lidelser."

Login