Sammenhæng i behandlingen af spiseforstyrrede
Der skal fokus på, hvem der møder de spiseforstyrrede. Mange sygeforløb kunne forkortes væsentligt, hvis berøringsangst og fordomme kunne erstattes af viden og behandlingskompetencer.
Han mener, at hovedparten af de spiseforstyrrede skal hjælpes i deres nærmiljø. Men hidtil har de fleste sendt problemet med unge, der ikke vil spise, videre i systemet. En stor fejl, for det er kun de hårdest ramte, der trænger til specialisters hjælp.
"Myten er, at de her unge ikke kan hjælpes. Den myte skal vi aflive. Vi kan sagtens hjælpe, men det er kompliceret, fordi det er en psykisk sygdom, som handler om kroppen. De spiseforstyrrede kan ikke mærke deres følelser, de er forvirrede over, hvem de selv er, mangler selvanerkendelse, og derfor bruger de kroppen som en indikator, fordi den kan de føle, den er konkret," siger Finn Skåderud.
Stor indsats betalt af staten
Allerede i 1998 fik Norge deres første hold af behandlere, der skulle videreuddannes til at tage sig af unge med anoreksiproblemer. Staten valgte at finansiere hele ordningen, det koster 25 millioner kroner at få et behandlerhold på cirka 48 personer igennem. Det tager tre semestre med kun 17 undervisningsdage.
Det centrale er, at folk håndplukkes til programmet og allerede skal være behandlere inden for spiseforstyrrelsesområdet. Det også vigtigt, at folk kommer fra et geografisk begrænset område, så der kan dannes solide netværk, hvor folk i deres videre arbejde kan drage nytte af hinanden.