Regeringen glemte de medicinske afdelinger

NYHED: Der blev kun plads til nye mursten, mere folkesundhed og endnu mere kræftbehandling, da regeringen præsenterede sit forslag til velfærdsforbedringer. DSR havde ellers håbet, at regeringen ville være mere modig.

"De medicinske afdelinger kræver en lige så markant indsats som kræftområdet. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan regeringen kan lave en kvalitetsreform, der ikke tager fat om de medicinske afdelinger. Det er en af de dele af sundhedsvæsenet, der har allerstørst brug for det," siger Connie Kruckow, formand for Danske Sygeplejeråd.

Der er dog ikke kun ris til kvalitetsreformen fra DSR. Især fokuset på at skabe sammenhængende patientforløb, bedre adgang til sygehusene og en øget indsats for de kronisk syge blev hilst velkomment. Men grundlæggende savnede sygeplejerskerne mere mod.

"Det er tydeligt, at regeringen ikke har haft mod til at ændre ved de traditioner og bastioner, der er i sundhedsvæsenet. Dermed får patienterne ikke mærkbare forbedringer," siger Connie Kruckow.

Login