Positivt med national forebyggelsesplan

NYHED: Formanden for Motions- og Ernæringsrådet hilser regeringens initiativ for en national forebyggelsesplan velkommen.

"Det er meget positivt, at regeringen ønsker at lave et reelt politisk initiativ som en national forebyggelsesplan," siger Morten Grønbæk, formand for Motions- og Ernæringsrådet.

Mangler koordinerende indsats
Regeringen har præsenteret deres forslag til en national forebyggelsesplan, som en del af kvalitetsreformen.

Motions- og ernæringsrådet præsenterede mandag en ny rapport om danskernes inaktivitet, og det fik formanden til at kræve en national handlingsplan for, hvordan man kan få danskerne til at bevæge sig mere. For netop manglen på motion er med til at slå danskerne alt for tidligt ihjel.

"Regeringen har sat gang i mange gode initiativer, som KRAM og Gang i Danmark. Derudover giver Sundhedsstyrelsen masser af råd og vejledning til at leve et sundt liv, og nu har kommunerne også fået ansvaret for forebyggelse, men der mangler en koordinerende indsats. Rigtig mange kommuner er forvirrede over, hvor de skal tage fat," siger han.

Login