Orla Hav er tilbage på sundhedsstoffet

NYHED: Den tidligere formand for Region Nordjylland bliver medlem af Sundhedsudvalget, mens Sophie Hæstorp er på barsel. Partiet har udkig efter ny ordfører til området.

Endnu en nordjyde sætter sig i Folketingets Sundhedsvalg dette efterår. Den 56-årige socialdemokrat Orla Hav fra Nørresundby ved Aalborg bliver medlem af udvalget, når Sophie Hæstorp går på barsel.

"Det er jeg ikke ked af" - sådan er Orla Havs noget jyske kommentar til den nye post.

"Det er jo mit gamle interesseområde, og jeg er glad for, at det kan ske nu, og så håber jeg bare, at det også kan blive på længere sigt end blot Sophies barsel," siger Orla Hav.

Knap ressource
Han medgiver, at Socialdemokraterne ikke har været gode nok til at sætte den sundhedspolitiske dagsorden, der fortsat skal handle om offentlig over for privat.

"Det er ikke lykkedes for os at komme igennem med, at vi er garant for den frie og lige adgang til sundhedsvæsnet, og det vil jeg da gerne bidrage til," siger han.

Problemet er ifølge nordjyden, at der er mangel på arbejdskraft, og så længe den private sektor vokser, sætter det det offentlige under pres, da der aldrig vil være god økonomi i at tage sig af en ældre medicinsk patient i forhold til et hurtigt kirurgisk indgreb.

Login