Minister indkaldt til nyt samråd om kræftbehandling

NYHED: Sundhedsordførerne stod onsdag i kø for at indkalde sundhedsministeren til samråd om kræftbehandlingen.

Så er den gal med kræftbehandlingen igen. Sundhedsministeren åbnede selv ballet, da han i TV2 Nyhederne tirsdag aften kritiserede fire regionsformænd for ikke at indberette til Sundhedsstyrelsen, hvordan det går med strålebehandlingen. Kritikken havde Lars Løkke Rasmussen sendt i et brev.

Men så let slipper sundhedsministeren ikke, både Bent Hansen og Orla Hav gav igen, og undrede sig over, at kritikken blev givet igennem medierne, da de endnu ikke havde modtaget brevet.

Værdiløs behandlingsgaranti for kræftpatienter
"Ved forespørgselsdebatten før jul foreslog oppositionen, at ansvaret for kræftskandalen blev undersøgt og placeret. Det ønskede ministeren ikke. På den baggrund virker hans angreb på regionerne besynderlige. Derfor vil jeg nu bede sundhedsministeren svare på en række spørgsmål i et samråd i Folketingets Sundhedsudvalg," siger Per Clausen.

Login