Mindre papir i det danske sundhedsvæsen

NOTE: Sundhedsministeriet sætter nu gang i en afbureaukratiserings-proces, der skal give personalet mere tid til at tage sig af patienterne.

Implement HealthCare er det konsulentfirma, der skal stå for arbejdet. I første omgang skal en rundrejse i Danmark, interviews og workshops med ledere på de offentlige sygehuse være blandt metoderne til at finde ud af, hvor der kan ændres i arbejdsgangene.

"Jeg har set meget frem til at tage hul på den her dialog med frontpersonalet på sygehusene. Vi har jo en klar fælles interesse i, at man som medarbejder på et sygehus bruger mest mulig tid på at gøre det, man er bedst til: Nemlig at behandle patienter og være med til at sikre en fortsat høj kvalitet i behandlingen. Arbejdet, vi nu sætter i gang, sikrer, at frontpersonalet får mulighed for at give udtryk for, hvilke former for administrative opgaver, der opleves som unødige byrder i hverdagen," siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K).

Et andet fokus i undersøgelsen bliver at få optimeret sundhedsdokumentationen. Arbejdet vil løbe fra midt i oktober til foråret 2009. Arbejdet gennemføres i et samarbejde mellem Implement HealthCare og en arbejdsgruppe bestående af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen, Finansministeriet og KL.

Login