Midtjylland vil være visionær

NYHED: Fem akuthospitaler i Region Midtjylland. Det er oplægget til en ny sygehusstruktur, der nu skal diskuteres af regionsrådet.

Akutmodtagelse bevares i Herning, Viborg, Randers, Horsens og Århus. Det er en del af forslaget fra administrationen i Region Midtjylland, der nu skal diskuteres af politikerne.

Ingen hospitaler går fri af planen, der betyder, at regionshospitalet i Silkeborg og Holstebro skal have en akutmodtagelse for interne medicinske patienter samt en døgnåben, visiteret akutklinik. Der vil således være akutklinikker i Ringkøbing, Grenå, Skive, Holstebro og Silkeborg.

Fælles nummer til skadestuen
Fremover vil alle akutte patienter skulle visiteres. Ordningen er allerede kendt i Århus, hvor man skal ringe til vagtlægen, inden man møder op på skadestuen. Men der gøres en generel indsats for at sikre borgere uden for byer med akutmodtagelse sikkerhed. Blandt andet med ambulanceberedskab. Regionen udtrykker samtidig interesse for et helikopterberedskab.

Med de forskellige præhospitale ordninger i forslaget, som eksempelvis akutbilerne, flytter specialisten ud til patienten, så patienten kan blive behandlet på skadestedet, og behandleren kan assistere på vejen til hospitalet.

Regionen har lavet et omfattende arbejde og konkluderer, at de ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger kun har kunnet finde lægekompetence til fem akutmodtagelser.

Login