Mens vi venter på juniforhandlingerne

Alle venter spændt. Den store styrkeprøve nærmer sig med stormskridt. Det er selvfølgelig juniforhandlingerne, som alle aktører inden for sundhedsvæsnet har diskuteret og fremhævet de sidste mange måneder, hver gang diskussionen er faldet på, hvordan vi får et dansk sundhedsvæsen i verdensklasse.

I 1990'erne handlede det om hjerter. En storstilet hjerteplan blev iværksat og både behandling og overlevelse for hjertepatienterne blev væsentligt forbedret.

Kræftens årti
I dette årti har det handlet om kræft. Både kræftplan 1 og 2 har sat øget fokus på den danske kræftbehandling. Eksperimentel behandling er blevet indført, så danskerne ikke længere behøver tage til Tyskland for at få den. Ligeledes er der kommet en behandlingsgaranti for kræftsyge, der sidste efterår for første gang fik skamlen under Lars Løkke Rasmussen (V) til at vakle.

Men faktum er, at den danske måde at tildele midler til sundhedsvæsnet gør det fuldstændig umuligt at få et helt dækkende billede af, hvor mange penge der er blevet brugt.

Hverken Danske Regioner eller Sundhedsministeriet ønsker at komme med et konkret bud, men deres nogenlunde-vurdering svinger fra 6 til 12 mia. kr. De har ingen interesse i at finde ud af, hvor meget kræft koster i Danmark.

Svært at placere ansvar
For hvis man begyndte at udrede, hvad pengene blev brugt på, ville det også være lettere at finde skyldneren, placere et ansvar, når noget går galt. Nu kan sundhedsministeren henvise til, at regionerne driver hospitalerne, når der går noget galt, uden at forholde sig til, om der har været penge nok til at leve op til de politiske krav, som kommer fra Folketinget.

Eksempelvis har flere hospitaler fortsat strålekanoner, som er mere end 12 år gamle og derfor ikke kan behandle patienter lige så hurtigt som det nyeste udstyr. I en tid, hvor debatten om hænder for alvor har taget fat, er det vel aktuelt at se på, om man ved at udskifte udstyr kunne spare hænder. Men det koster penge, og det er der ikke stor politisk interesse i at få frem.

Hidtil har opfattelsen nemlig været, at der er et frygteligt spild i det danske sundhedsvæsen, og at det spild kun kan kommes til livs, hvis man presser regionerne, hospitalerne og lægerne til at være endnu mere effektive.

Spild at hente
Derfor har man fra politisk hold strammet tommelskruerne og forlangt resultater, målinger og mere for pengene. Udgifterne til sundhedsvæsnet er ganske vist steget, og regeringen har ret, når den hævder, at de bruger flere penge på sundhedsvæsnet i reelle tal. Men en udregning foretaget af Jes Søgaard, professor og direktør ved DSI, viser også, at væksten i udgifterne til det danske sundhedsvæsen ligger langt under de lande, som vi normalt sammenligner os med.

Så politikerne har valgt at prioritere andre områder end sundhedsvæsnet. Hidtil uden de store skandaler, men efter kræftskandalen må man spørge, om grænsen er nået for, hvor meget man kan få uden at give flere penge.

Det danske sundhedsvæsen er presset i mere end en forstand. Med det udvidede frie sygehusvalg, der sættes ned til en måned, får det en helt ny konkurrent. Det skal ikke længere konkurrere med jyske motorveje, men med private sygehuse, der allerede har taget kampen op. Om man synes om denne udvikling må afhænge af politisk observans. Det store spørgsmål er bare, om det vil betyde en endnu større udhuling af de i forvejen pressede sundhedsbudgetter, eller om politikerne vil være villige til at spytte endnu mere i det umættelige danske sundhedsvæsen.