Lov om EPJ vedtaget

NYHED: Et enigt Folketing stemte tirsdag for loven om EPJ. Fremover får læger fuld adgang, mens andet sundhedspersonale kun kan læse om det aktuelle behandlingsforløb.

"Vi er meget tilfredse med løsningen. Patientsikkerheden har været i højsæde for os. Derfor er vi tilfredse med, at det kun bliver det aktuelle behandlingsforløb, som sundhedspersonalet får adgang til," siger Birthe Skaarup, sundhedsordfører for DF.

Kun læger får fuld adgang
Oprindeligt var der lagt op til, at læger, jordmødre og sygeplejersker skulle have fuld adgang til EPJ. Men den gruppe er blevet begrænset til kun at omfatte læger og tandlæger ansat på sygehusene.

I stedet er det blevet muligt for alt sundhedspersonale, der er involveret i et behandlingsforløb, at se journalen for den aktuelle behandling. Det vil sige, at en social- og sundhedsassistent også vil kunne læse i EPJ, hvis de eksempelvis har ansvaret for en patients pleje.

Loven om EPJ udstikker de juridiske rammer for sundhedspersonalets mulighed for at indhente sundhedsoplysninger. Det vil sige, at de ydre rammer nu er på plads. Men persondataloven er stadig gældende, hvilket vil sige, at folk kun kan få adgang til oplysninger, hvis de har brug for dem.

Login