Lif: Patienterne har brug for én stemme

NYHED: Lif er glad for, at patienterne nu får én stemme. Især for at skabe modvægt til Forbrugerrådets opfattelse af patienterne.

"Jeg vil godt ønske tillykke. Det er godt, at der nu kommer en entydig stemme for danske patienter. Og det er også godt for Lif, at vi nu har fået en samarbejdspartner, som varetager patienternes samlede interesse," siger Jan Hylleberg, vicedirektør i Lif.

Nye etiske regler
På Lif's generalforsamling vedtog foreningen et helt nyt etisk regelsæt for samarbejdet med patientorganisationer, der blandt andet slår fast, at der skal være åbenhed og gennemsigtighed samt en skriftlig aftale, der fastsætter rammerne.

Men generalforsamlingen bød også på stærk kritik fra Lif's direktør, Ida Sofie Jensen, der mener, at Forbrugerrådets opfattelse af patienterne er helt ude af trit med virkeligheden. Hun sagde i sin beretning:

"Forbrugerrådet har i det forgangne år for alvor opgivet at tale patienternes sag og i modstrid med al sund fornuft anlagt en sundhedspolitisk linie under overskriften "den uvidende patient". Forbrugerrådets politiske målsætning er begrænsninger i patienternes adgang til information og dermed begrænsninger i adgangen til, at patienten selv kan medvirke til at understøtte behandlingen. Denne bedrevidende holdning på patienternes vegne er ikke blot ude af trit med al anden moderne tilgang til kommunikation i dag, hvor vi alle jævnligt "surfer på nettet" for at hente baggrundsinformation, inden vi kontakter fagfolk. Hvad værre er, at Forbrugerrådets holdning absolut er ude af trit med al viden og kendskab til moderne patientbehandling."

Login