Handicappede undgår genbevillings-ventetid

HANDICAP: Fremover kan kommunerne give handicappede borgere en hurtigere genbevilling af hjælpemidler. Socialministeren er glad for forslaget.

I dag skal handicappede borgere søge kommunen om hjælp til at få udskiftet deres hjælpemidler, og kommunerne skal vurdere den enkelte ansøgning. Socialminister Benedikte Kiær (K) håber, at forslaget kan medvirke til at undgå lange procedurer.

"Jeg håber, at borgerne med dette forslag vil opleve en markant bedre service. Der har desværre været en række kedelige sager, hvor man spørger sig selv, hvorfor man ikke bare giver borgeren et nyt hjælpemiddel med det samme. Vi skal væk fra, at sagsbehandlingen altid starter forfra ved ansøgninger om udskiftning af hjælpemidler," siger hun i en pressemeddelelse.

Forslaget er en del af regeringens "Væk-med-bøvlet-plan", som bliver offentliggjort i næste uge. Formålet er at rydde op i overflødige regler og bureaukrati.

Login