Haarder i samråd om overbelægning

SYGEHUSE: DF vil have Bertel Haarder (V) til at løse problemer med overbelægning på sygehusene. Det sker efter et tv-indslag søndag aften.

TV2 Nyhederne påviste i et indslag, at der på seks ud af otte hospitaler på Sjælland ligger patienter på gangene.

Derfor har Liselott Blixt, Dansk Folkepartis sundhedsordfører, hevet sundhedsministeren i samråd. DF vil have Haarder til at redegøre for, hvordan han vil løse problemet med hospitalernes overbelægning.

"Jeg vil vide, hvad ministeren agter at gøre, og jeg vil have en klar tidshorisont på, hvornår vi skal have dette problem løst. For det skal være sådan, at der bliver gjort noget konkret og håndgribeligt ved problemet, så det ikke bare fortsætter og fortsætter, som det åbenbart har gjort hidtil," siger Liselott Blixt i en pressemeddelelse.

Login