DSR utilfreds med økonomi til kommunerne

NOTE: Kommunerne har ikke fået nok penge til at løfte deres nye sundhedsopgaver, mener DSR. Især problemerne omkring de kronisk syge og fedme kan kommunerne umuligt løfte.

"To ud af fem voksne danskere lider af en kronisk sygdom. Vi ved, at de slet ikke får de sundhedstilbud, de har behov for. F.eks. halter den patientrettede forebyggelse til hjerte-, kræft- og diabetespatienter. Jeg synes, det er skuffende, at regeringen og kommunerne ikke prioriterer de kronisk syge patienter højere," siger Connie Kruckow, der er formand for DSR.

Helt nyt ansvar
Kommunerne har ansvaret for forebyggelse, for de 1,7 mio. kroniske syge danskere. Men de kronisk syge nævnes ikke med ét ord i den nye aftale om kommunernes økonomi for 2008. Uambitiøst, lyder vurderingen fra Connie Kruckow.

Formand for Kommunernes Landsforening Erik Fabrin (V) krævede ellers selv 500 mio. kr. til forebyggelse. Men de penge kan ikke ses i forhandlingsresultatet.

"Det danske samfund befinder sig midt i en fedmeepidemi. Der er også meget stor social ulighed i sundhed. Hvis de opgaver skal løses, skal kommunerne ind med en markant indsats. Det burde være en hjørnesten i økonomiaftalen, men det bliver forbigået i tavshed. Det forstår jeg ganske enkelt ikke," siger Connie Kruckow.

Login