De Radikale vil have ny kræftundersøgelse

NYHED: Erfaringerne fra stråleområdet skal bruges til resten af kræftområdet. Det mener De Radikale, der vil have flere kræftundersøgelser.

Hvis der gøres en målrettet indsats, kan ventetiden rent faktisk nedbringes. Det viser den rapport, som sundhedsministeren torsdag fremlagde om stråleområdet. Derfor vil det Radikale Venstre nu have Lars Løkke Rasmussen (V) til at bestille en ny rapport.

"Vi vil have undersøgt, hvordan vi får forkortet kræftpatienters samlede ventetid - fra første symptom til endelig behandling. Den er alt for lang, og det er kræftpatienters helt store problem i dag. Den ny rapport om strålebehandlingen viser, at man kan få kræftpatienter langt hurtigere i behandling, hvis alle arbejder mere effektivt. Når det gælder på stråleområdet, gælder det også generelt. Derfor skal vi have en ny undersøgelse, så vi kan få forkortet den samlede ventetid," siger Charlotte Fischer, der er sundhedsordfører for De Radikale.

Men DF's sundhedsordfører mener ikke, at der er noget nyt i udmeldingen.

"Det er jo sådan set det, som vi allerede gør. Vi kigger på de andre områder for at se, om ressourcerne udnyttes. Man kan helt sikkert lave tingene anderledes nogen steder, og det er vigtigt at se på arbejdsgangene og lære af dem, der gør det bedst," siger Birthe Skaarup.

Derfor bakker hun ikke op om en ny kræftundersøgelse men mener, at "kræft task forcen" og den større opmærksomhed på området er tilstrækkelig.

Mere at hente
Rapporten viser, at hvis landets seks strålecentre arbejder på den mest effektive måde, så kan ventetiden til strålebehandling forkortes til fire uger allerede i 2008, hvilket svarer til den politisk vedtagede maksimale ventetid.

Det er Krevi, Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, der har lavet rapporten for Sundhedsministeriet. Rapporten viser, at der er et uudnyttet effektiviseringspotentiale på mellem 14 og 18 pct.

Rapporten om strålebehandlingen viser også, at der er brug for, at sygehusene bliver meget bedre til at lære af hinanden, mener Charlotte Fischer.

"Vi skal have udviklet en kultur, hvor sygehusene fast udveksler erfaringer og lærer af hinanden. Når et sygehus har udviklet nye, gode arbejdsrutiner, skal de hurtigt udbredes til andre - uden nye undersøgelser eller centrale indgreb. Her er der plads til forbedringer."

Login