Danmark viderefører europæisk MTV-samarbejde

NOTE: Det bliver Sundhedsstyrelsen, der fremover skal koordinere det europæiske samarbejde omkring medicinske teknologivurderinger.

Danmark er blevet udpeget som koordinator for en såkaldt Joint Action til videreførelse af europæisk samarbejde om medicinske teknologivurderinger (MTV).

I samarbejdet indgår EU-medlemslandene og EU-Kommisionen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen, der skal varetage opgaverne, giver de medicinske teknologivurderinger en bred og videnskabeligt funderet viden om de metoder, der kan kan bruges i patientbehandling og forebyggelse. En viden, der kommer sundhedsvæsnet til gode.

Den fælles indsats skal fokusere på at fremme effektiv brug af MTV, at udvikle og promovere god praksis i MTV-metoder og -processer samt at fremme lydhørhed i forhold til beslutningstagernes behov på området.

Overlæge Finn Børlum Kristensen, som siden 1997 har ledet MTV i Sundhedsstyrelsen og siden 2005 ledet opbygningen af et europæisk MTV-netværk, vil fremover have europæisk MTV-samarbejde og EU Joint Action som arbejdsområde.

Samtidig træder Finn Børlum Kristensen ud af sin stilling som MTV-chef i Sundhedsstyrelsens enhed for Monitorering & Medicinsk Teknologivurdering.

Login