DAMD-nedlæggelse kræver nye forskningsmetoder

KORT NYT: Nedlæggelsen af DAMD-databasen tvinger forskere til nye forskningsmetoder i almen praksis. Idéerne er allerede godt på vej.

Beskeden om, at de ulovligt indsamlede data i Dansk Almenmedicinsk Database (DAMD) skal slettes, er ved at have bundfældet sig hos de forskere, som beskæftiger sig med almen praksis. De er i stedet begyndt at se fremad og er allerede i fuld gang med at opfinde nye metoder og nye redskaber til på lovlig vis at opsamle data om patienterne. Det skriver Ugeskriftet for Læger onsdag.

Et af de projekter, som nu er lagt fuldstændigt om, hvad angår almen praksis, er forskningsprogrammet PROCRIN. Forskningsprogrammet havde til formål at styrke kvaliteten af patientbehandlingen ved at give forskere lettere adgang til bedre sundhedsdata:

”Nu går det ud på, at dokumentere og validere data i de fire sygdomsspecifikke kliniske databaser i DAK-E, hvor grundlaget er i orden i DAMD. Vi vil også videreudvikle de redskaber, som DAK-E har udviklet til at indsamle data og tilbyde dem som værktøj til de almenmedicinske forskere, som har de nødvendige tilladelser. Redskaberne vil kunne bruges til at indsamle data til specifikke projekter, og det er en absolut forudsætning, at både læger og patienter har accepteret at deltage,” siger Mogens Vestergaard, som er forsker i Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet og en del af projektet PROCRIN, til ugeskriftet.

Login