En stemme uden bagland

PATIENTFORENING: Patientforeningen Danmark forstår at komme i medierne, men med kun 1000 medlemmer er den ikke danske patienters stemme, lyder kritikken.

En presset minister siger i et direkte debatprogram på tv, at han ikke er tilfreds med Sundhedsstyrelsens arbejde. Medicinaldirektøren går. Patientforeningen Danmarks formand har fået sat fokus på patienternes sag - hvorfor får de ikke den garanterede strålebehandling? Det er november 2006, og kræftsagen ruller. En sag, der kun overgår boneloc-sagen i medieomtale.

Hele vejen igennem sagen bliver Patientforeningen Danmark talerør for patienterne.

"Vi er klassens frække dreng." Sådan beskriver Karsten Skawbo-Jensen sin patientforening.

KB uden taleret
Kræftens Bekæmpelse bliver også hørt, men det er for alvor Patientforeningen Danmark, som journalisterne tager fat i, når de skal have en udtalelse om patienternes forhold i det danske sundhedsvæsen. Og det til trods for, at foreningen kun har 1000 medlemmer mod Kræftens Bekæmpelses 415.000 medlemmer.

Men Karsten Skawbo-Jensen varetager rollen som patienternes talerør og ser ikke noget problem i, at han hverken repræsenterer særlig mange medlemmer eller har fagfolk i ryggen.

"Vi har kontakt med mange flere borgere end bare medlemmerne. Vi bilder os selv ind, at vi taler for lidt flere mennesker. Vi taler for den moderne patient, der er en ligeværdig part til lægen. Den patient, der selv søger information," siger han.

Uden støtte
Patientforeningen Danmark er af økonomiske årsager ikke i stand til at føre store reklamekampagner for at hverve medlemmer, fremfører Karsten Skawbo-Jensen som forklaring på, at foreningen nok aldrig vil blive stor ren medlemsmæssigt. Han afviser også, at foreningen får nogen form for støtte fra medicinalindustrien.

Login