Drop myterne om privathospitalerne

INTERVIEW: Politikerne frygter et spøgelse, når de beskriver privathospitalernes indtog i det danske sundhedsvæsen, mener Martin Koch Pedersen, der er direktør for SPPD.

Det er rigtigt, at privathospitalernes aktiviteter stiger. Men de fylder fortsat kun et par procent af det samlede danske hospitalsvæsen. Det er også rigtigt, at der findes mennesker i Danmark, som tjener penge på, at folk bliver syge.

Det var to myter i den danske sundhedsdebat, som Martin Koch Petersen, direktør for Sammenslutningen af Privathospitaler og Privatklinikker i Danmark, rigtig længe har haft lyst til at punktere.

"Min opfattelse er, at modstanden mod privathospitaler er lidt mere politisk. Vi har jo et ualmindeligt miskmask af sundhedsudbydere i Danmark. Danskerne har fået en opfattelse af, at sundhed, det er offentligt og betalt 100 pct. gennem skatten. Og det er fuldstændig forkert."

Skatten betaler ikke alt
Han opfordrer til, at politikerne tager debatten om, hvad der skal finansieres af  staten, og hvad borgerne selv skal betale. Danskerne betaler allerede mange sundhedsydelser selv, eksempelvis tandlæger, psykologer og fysioterapi.

"Det kunne være så spændende, hvis alle, der beskæftiger sig med sundhedsområdet, tog en debat om, hvad er det vi vil, hvor vil vi hen? Vi skal aldrig ud i amerikanske tilstande, men der er andre systemer, som vi sagtens kan lære af. Vi skal ikke nødvendigvis have et forsikringsbaseret sundhedsvæsen, men vi skal se på, hvordan vi vil bruge vores ressourcer. Alle skal have lige ret, alle skal behandles, og det står vi også vagt om. Der er behandlingsretten et rigtig godt redskab."

Login