Jakob Axel skal forholde sig til fedmekirurgi

NOTE: Privathospitalerne har på kort tid udkonkurreret det offentlige sygehusvæsen på fedmekirurgi-området. Jens Peter Vernersen (S) kræver redegørelse fra ministeren.

Socialdemokraternes sundhedsordfører Jens Peter Vernersen vil nu have ministeren til at redegøre for, hvilke konkrete initiativer han vil tage for at sikre ens afregning til offentlige og private hospitaler, hvor afregningen også indbefatter udgifter til akutmodtagelse, forskning og uddannelse.

Det sker på baggrund af, at de private hospitaler blot halvandet år efter de fik lov til at operere ventelistepatienterne for statens regning, tegner sig for ikke mindre end 75 pct. af al fedmekirurgi. Det skriver Dagens Medicin.

Den udvikling har især fundet sted i kraft af et betalingssystem, der straffer de offentlige sygehuse, og en central styring, der gør det sværere at etablere offentlige behandlingstilbud end private.

Konsekvensen er, at samfundet risikerer at stå med en merudgift på op mod 60 mio. kr., fordi den private behandling er dyrere end den offentlige.

Førende økonom: Grib ind!
Jens Peter Vernersen følger dermed rådet fra én af landets førende sundhedsøkonomer, professor Jes Søgaard, der i Dagens Medicin opfordrer politikerne til at gribe ind og sikre de offentlige og private hospitaler lige vilkår:

"Fedmekirurgien har udviklet sig til det værste eksempel på privat/offentligt samarbejde i sundhedsvæsenet," siger Jes Søgaard og fortsætter:

"Vi ser en forskelsbehandling, hvor de offentlige sygehuse er underlagt krav til højt specialiseret behandling, som ikke gælder de private. Og vi ser en grov økonomisk forskelsbehandling, hvor privathospitalerne får en væsentligt højere betaling end de offentlige sygehuse for den samme behandling.

Der bør være ens vilkår, for ellers dræner privathospitalerne de offentlige sygehuse for specialister inden for fedmekirurgien og andre specialer. Det er umuligt for de offentlige hospitaler at konkurrere på de vilkår," slutter professor Jes Søgaard.

Login