Utilfreds med langsom suspendering

NYHED: Det er utilfredsstillende at det udvidede frie sygehusvalg først suspenderes fra oktober, mener Danske Patienter.

Danske Patienter opfordrer regeringen til at suspendere det udvidede frie sygehusvalg allerede den 9. september.

"Vi vil kraftigt opfordre regeringen til at fremlægge forslag til lovændring allerede den 9. september, når Folketinget skal førstebehandle finanslovsforslaget. Sygehusene er i en ekstraordinært presset situation, og vi har brug for, at lægerne frit kan visitere patienterne, så de mest syge kommer til først. Det kræver, at det udvidede frie sygehusvalg suspenderes så hurtigt som muligt," siger formand for Danske Patienter, Torben Lund.

De mener, at regeringen endnu en gang lader regionerne og privathospitalerne rydde op. Regeringens mangel på rettidig omhu har gjort det nødvendigt at indgå en midlertidig aftale med regionerne og privathospitalerne for at udnytte den samlede kapacitet bedst muligt.

"Det er positivt, at regionerne og privathospitalerne viser ansvar og vilje til at løfte i flok. Aftalen lægger nogle fornuftige rammer for patientbehandlingen her og nu," udtaler Torben Lund.

Login