Danmark er europamester i patientrettigheder

NYHED: Sundhedsministeren modtog fredag beviset på, at Danmark er europamester i patientrettigheder.

"Jeg er stolt af, at Danmark har opnået en førsteplads. Det viser, at den indsats, vi har gjort siden 2001 for at sætte patienten foran systemet, er lykkedes," sagde Jakob Axel Nielsen (K).

Han fremhævede, at 170.000 dankere har benyttet det udvidede frie sygehusvalg, og at tallet har været støt stigende siden 2002, da det blev indført. Han mente, at der fortsat var behov for information om ordningen, og at regeringen derfor arbejder for at få etableret en ordning med en ombudsmand for patienterne.

Siden 2001 er ventelisterne faldet med 30 dage, cirka 30 pct., og det er kun sket, fordi patienterne har kendt deres rettigheder og er gået til det private, hvis de ikke kunne blive opereret i det offentlige. Sundhedsministeren mente dog, at vi fortsat kan gøre det bedre, og derfor fremhævede han også, at de praktiserende læger fra december får støtte, når de rådgiver patienterne om deres rettigheder.

Login