Kræftvaccine mistænkes for dødsfald hos piger

NYHED: Selv om flere piger i USA og andre europæiske lande er døde efter at have fået vaccine mod livmoderhalskræft, holder Sundhedsstyrelsen fast i vaccinen.

I USA er seks piger døde, efter at have fået kræftvaccinen. Og for nylig døde to europæiske piger uventet, efter at være vaccineret mod livmoderhalskræft.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg om bivirkningerne ved HPV-vaccinen. Alligevel anbefaler Sundhedsstyrelsen stadig, at vaccinen skal gøres gratis til alle danske 12-årige piger, siger Else Smith, forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen.

Piger dør alligevel i vaccinationsperioden
"Det er ikke bekræftet, at dødsfaldene har direkte relationer til vaccinen. Og da en fuld vaccinationsserie består af tre vaccinationer, der over 6-12 måneder bliver givet til pigerne, ved man med statistisk sikkerhed, at der vil dø unge piger i netop den periode. Det betyder, at man ikke bare kan kæde dødsfaldene sammen med vaccinen, og derfor betyder dét, at folk dør i umiddelbar nærhed af vaccinationstidspunktet ikke, at vi skal ændre vores anbefaling af vaccinen," siger Else Smith før politikerne onsdag fortsætter forhandlingerne om vaccinen.

Login