Torben Lund forlader Danske Patienter

AFSKED: Torben Lund trækker sig fra posten som formand for paraplyorganisationen Danske Patienter på grund af for stor arbejdsbyrde.

I en pressemeddelelse meddeler Danske Patienter, at den tidligere europaparlamentariker for Socialdemokraterne, Torben Lund, pr. dags dato har valgt at forlade formandsposten. Beslutningen skyldes den store arbejdsbyrde, der har vist sig svært forenelig med Torben Lunds civile erhverv. 

Travlhed
Torben Lund har i sin formandstid medvirket til at bygge Danske Patienter op fra grunden og sikre organisationen en central placering i den sundhedspolitiske debat.

Interessen for Danske Patienter har været stor, hvilket understreger et behov for, at sundhedsvæsenet har en konstruktiv medspiller, der kan fastholde beslutningstagernes fokus på de generelle patientinteresser.

Successens omfang har nu betydet, at det ikke længere er muligt for Torben Lund at forene sit civile job med hvervet som formand.

"Torben Lund har ydet en kæmpe indsats for organisationen. Med sin ihærdige indsats og store netværk har han åbnet mange døre til gavn for patienterne. Det har været en fornøjelse at samarbejde med Torben Lund, og vi skylder en stor tak for hans store og kompetente indsats" siger næstformand i Danske Patienter Stig Hedegaard Kristensen, der midlertidigt fungerer som formand.

Fuldtid på dk4

Torben Lund kan ikke længere forene sit fuldtidsjob som politisk redaktør på dk4 og hvervet som formand for Danske Patienter.

"Derfor har jeg været nødt til at fravælge det ellers meget spændende frivillige tillidshverv som formand for Danske Patienter," siger Torben Lund og fortsætter.

"Patientforeningernes beslutning om at danne Danske Patienter har vist sig at være helt rigtig. Danske Patienter har succes med at sikre patienternes interesser på sundhedspolitikken, og det bliver ikke mindre vigtigt de kommende år."

Der vælges ny formand i starten af 2009.

Login