Regeringen svigter de svageste


"Regeringens indsats over for de socialt udsatte er ifølge en ny rapport så bekymrende, at jeg ikke er tilfreds med at ministeren kun skal svare på spørgsmål i et lukket udvalgsmøde. Denne sag er så vigtig, at den må i folketingssalen og så må vi have vedtaget noget, der forpligter regeringen til at leve op til de mange fine ord, der er sagt i denne sag."

Sådan lyder det fra formanden for Folketingets Socialudvalg, Tove Videbæk (KrF), oven på den første årsrapport fra Rådet for Socialt Udsatte. Rapporten slår fast, at regeringen ikke lever op til sine egne mål om at hjælpe de allersvageste. Det er først og fremmest regeringens beskæftigelsespolitik, der er med til at gøre livet endnu mere håbløst for de mest udsatte grupper i samfundet.

"Det er en meget alvorlig sag, når rapporten fortæller os, at sindslidende, hjemløse og unge stofmisbrugere og alkoholikere bliver ladt i stikken. Sådan kan det ikke fortsætte, hvis vi skal kunne se os selv i øjnene frem over. Får regeringen samtidig gennemført det ønskede salg af almene boliger skubber vi samfundets svageste endnu længere ud i kulden", siger Tove Videbæk.

Login