10 mia. koster depression samfundet

Depressionsforeningen: Der er brug for gratis psykologhjælp. En høring skal få politikernes øjne op.

Depression koster Danmark 10,625 milliarder kr. om året. Kun tre milliarder bruges til behandling. Sygedagpenge, pension og for tidlig død er de indirekte udgifter, som sygdommen bringer med sig. Udregningen er lavet på baggrund af Det Europæiske Hjerneråds rapport fra 2005.

Tidlig behandling afgørende
”Det kan kun betale sig at behandle sygdommen tidligst muligt, og derfor skal det være muligt at give gratis psykologbehandling ved den praktiserende læge. Det vil være en god investering for forretningen Danmark,” siger Karen Margrete Nielsen, formand for Depressionsforeningen, og henviser til den danske rapport, der blev udarbejdet på baggrund af den europæiske undersøgelse.
Depression er gået hen og blevet den dyreste enkeltstående sygdom i Danmark. Det anslås at et sted mellem 200.000 og 250.000 danskere lider af depression.
I dag kan de praktiserende læger kun henvise folk til psykolog ved ni nævnte årsager, blandt andet incest, voldtægt eller hvis en pårørende bliver alvorligt psykisk syg. Depression er ikke én af årsagerne. En henvisning er til psykologhjælp, hvor der er en 40 pct. egenbetaling. En konsultation ved en psykolog vil normalt koste mellem 700-800 kr.

Vil gerne ændre regler
Socialdemokraterne og de radikale vil gerne ændre reglerne for sygesikringen.
”Det er en rigtig god ide at få rejst debatten, hvorfor der er tilskud til psykiater og ikke psykolog. Der skal laves en samlet vurdering. Jeg tror, at man kan spare mange penge, og synes, at det er en god ide. Der er ingen tvivl om, at det på længere sigt ville spare det offentlige mange penge, hvis depression blev en af henvisningsårsagerne,” siger Lone Møller, der er sundhedsordfører for Socialdemokraterne.
Og det Radikale Venstre følger op:
”Det nuværende behandlingstilbud ved depression er ikke tilfredsstillende. Det koster samfundet alt for mange langtidssygemeldinger. Depression skal behandles hurtigst muligt. Og vi ville gerne, at depression indgår i sygesikringen, da vi tror, det vil være billigere for samfundet,” siger Elsebeth Gerner Nielsen, der er psykiatriordfører for det Radikale Venstre.
Dansk Folkeparti er også lydhør overfor kritikken, og mener, at netop overforbruget af medicin skal erstattes, og at der i stedet skal afsættes flere penge til samtaleterapi og psykolog.

Login