Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Minister skønner over tid brugt på sygedagpenge

SVAR:

Beskæftigelsesministeriet har ikke mulighed for at se data på sygedagpengeforløb længere tilbage end 1991 og kan derfor ikke belyse den faktiske andel af arbejdslivet, hvor borgere har været i sygedagpengeforløb. Ministeren har dog foretaget et skøn, som er baseret på andelen af fuldtidspersoner i sygedagpenge for hvert alderstrin fra 16 til 64 år.

Løhde: Nyt botilbud vil respektere "internationale forpligtelser"

SVAR:

Regeringen har ingen planer om at etablere indsatser, der ikke sker med respekt for Danmarks internationale forpligtelser, siger sundhedsministeren som svar på, om forslaget vedrørende et nyt botilbud vil overholde FNs Handicapkonvention.

Minister redegør for tilsyn på psykiatri- og misbrugsområdet

SVAR:

Sundheds- og Ældreudvalget havde bedt sundhedsministeren redegøre for, hvordan man sikrer, at regioner og kommuner overholder ansvarsfordelingen på psykiatri- og misbrugsbehandlingsområdet. I den anledning redegør social- og indenrigsminister for reglerne om tilsynet med kommuner og regioner.

Løhde sætter tal på børnepsykiatere og ADHD-medicin

SVAR:

På landsplan er der 9,9 speciallæger i børne- og ungdomspsykiatrien for hver 1000 børn og unge, der har indløst recept på ADHD-medicin. Det er blandt oplysningerne i sundhedsministerens omfattende redegørelse for området. 

Minister: Sådan skal digitalisering sikre bedre sagsbehandling

SVAR:

Regeringen vil dæmme op for snyd og fejludbetalinger, forklarer beskæftigelsesministeren. I den sammenhæng har regeringen og kommunerne bl.a. indgået aftalen om ”Den Fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020”. Et væsentligt element i strategien er ifølge ministeren, at "relevante informationer fra offentlige registre mv. i langt højere grad udveksles mellem myndighedernes fagsystemer".

Minister: København prioriterer egen økonomi

SVAR:

Socialdemokratiet havde spurgt socialministeren, om Københavns Kommune på grund af loftet over serviceudgifter, kun kan finde midler til den sociale indsats over for stofmisbrugere i "andre kommunale serviceydelser såsom eksempelvis daginstitutioner, plejehjem, skoler". "Jeg anerkender og finder det afgørende, at den enkelte kommune prioriterer opgaverne lokalt," svarer ministeren blandt andet. 

 

Ellemann: Retter op på fejl i Socialstyrelsens forvaltning

SVAR:

Socialministeren er i forbindelse med en "oprydning på tilskudsområdet" blevet opmærksom på, at der har været manglende klarhed over hjemlen til at udbetale tilskud fra Udviklingspuljen over flere år. Det er ved at blive bragt i orden, forklarer hun til SF.

Minister: Kender ikke til omfang af radikaliseringsmateriale på ungdomsuddannelser

SVAR:

Undervisningsministeren har ikke en opgørelse over antallet af grundskoler og ungdomsuddannelsesinstitutioner, der har oplevet, at radikaliserede grupper uddeler propagandamateriale eller forsøger hvervning, oplyser hun til Socialdemokratiet. Skolerne indberetter ikke denne type oplysninger til ministeriet.