Vibe Klarups coronadagbog uge tre: "Der er for første gang i tre uger ved at komme lidt ro på generelt"

JOURNAL: Vibe Klarup er som formand for Rådet for Socialt Udsatte helt tæt på coronavirussens indflydelse på livet for landets socialt udsatte. Læs hendes dagbog om socialområdets bekymringer og løsninger på coronakrisen hver dag på Altinget Social.

Torsdag 2. April klokken 17.01:
Der har været gode nyheder at spore rundt omkring i landet i dag. Det er tikket ind med meldinger fra de større byer om, at udbetalingen af overførselsindkomsterne, som der ellers var bekymring for, er gået lige efter bogen.

I Odense fungerede det eksempelvis ved, at borgerne troppede op ved den bank, de normalt hæver deres penge i, og indleverede en seddel med, hvor mange penge de skulle have udbetalt. Dernæst blev de bedt om at vende tilbage efter tre timer, hvor de så fik pengene udleveret i en kuvert af to medarbejdere fra kommunen. I mellemtiden arbejdede kommunen og banken sammen om at finde ud af, om der var dækning på kontoen, og fik på den måde klaret formaliteterne for overførslen.

Ofte når vi tror, vi har løst en situation, opstår der nye usikkerheder eller småproblemer. Denne gang handler det om, hvem der egentlig skal påtage sig ansvaret for at stå for transporten af formodede syge udsatte borgere. Nogle steder går der eksempelvis lidt under et døgn fra en udsat borger bliver testet, til der foreligger et svar på testen. Spørgsmålet er, hvem der står for transporten af borgeren til et yderligere tjek eller indlogering i midlertidig karantæne i mellemtiden? Det er en banal problemstilling, men den er uløst. Hvem har ansvaret, hvem betaler? Ministeriet har lovet, at de vil præcisere retningslinjerne, så der ikke er tvivlsspørgsmål. Det tæller som endnu et eksempel på noget, der bør være klarhed over til en anden gang, og som bør stå i en beredskabsplan.

Login