Rekordår for mikrolån til tredjelande

LÅN: Mikrolånsorganisationen Kiva formidlede i 2008 et rekordstort beløb i lån til fattige iværksættere. Blandt udlånerne er et stigende antal danskere.

"Vi har nydt godt af, at der har været meget positiv presse og opbakning fra prominente personer som eksempelvis Bill Clinton. Derudover har mange brugt vores mikrolåns-service som en måde at hjælpe til i både Afghanistan og Irak. To lande, der pga. krigene har været meget omdiskuteret i USA i det forgangne år," forklarer Fiona Ramsey, PR-direktør for Kivas hovedkontor i San Francisco.

Revolution inden for mikrolån
Kiva er den første organisation, der formidler mikrolån online og derved muliggør, at privatpersoner kan yde mindre lån direkte til iværksættere i tredje verdens lande. Kiva fungerer som en online-database, hvor forskellige mikrolånsinstitutter kan uploade og præsentere personer, der har brug for et lån til at finansiere deres forretningsidé.

Privatpersoner kan via hjemmesiden kigge de forskellige profiler igennem og udvælge det projekt, som de ønsker at støtte. Og der er nok at vælge imellem. Siden rummer alt fra en cykelforretning i Pakistan til et syværksted i Peru.

Login