Private arbejdspladser styrker integrationen

NYHED: Den private sektor har i det forgange år ført an i beskæftigelsen af indvandrere. Dog tøver de mindre virksomheder stadigvæk.

Højkonjunkturen har fået de danske virksomheder til at ansætte indvandrere i et stærkt stigende omfang. En ny opgørelse fra Integrationsministeriet viser, at langt flere arbejdspladser igennem det sidste års tid har haft erfaring med at ansætte medarbejdere med anden etnisk baggrund. Det er især den private sektor, der har hilst flere velkommen.

I perioden 2006-2007 er antallet af private virksomheder, der har erfaring med medarbejdere med anden etnisk baggrund steget fra 58 pct. til 66 pct. Selvom den offentlige sektor i det forgange år ikke har oplevet en lignende stigning, ligger den stadig i front med 76 pct.

I samme periode har flere end hver femte private virksomhed ansat en medarbejder med indvandrerbaggrund på baggrund af anbefalinger fra andre medarbejdere. I den offentlige sektor er tallet syv pct.
Og erfaringerne er gode. Otte ud af ti private arbejdspladser melder, at de har enten overvejende gode eller meget gode erfaringer med arbejdsindsatsen. 

Login