Partnerskab: Anbragte børn får ret til pause fra deres forældre – men hvordan ved vi, om det er deres behov?
Det er godt, at børns rettigheder styrkes med Barnets Lov. Men kun ved at arbejde målrettet med samværets kvalitet kan vi sikre både barnets ret og behov, skriver forskere og andre aktører fra partnerskabet Samvær.
Vi starter med et fiktivt, men realistisk, eksempel.
Louise er ti år og har været anbragt i samme plejefamilie, siden hun var tre år. Hun har samvær med sin mor i en 'samværslejlighed' to timer én gang om måneden, og samværet støttes af en samværskonsulent.
Efter det seneste samvær bliver socialrådgiveren i kommunen kontaktet af plejemor. Hun fortæller, at Louise har haft det svært. Louise fortæller socialrådgiveren, at hun vil have plejemor med til samvær. Socialrådgiveren kontakter samværskonsulenten for at høre, om der er sket noget særligt i samværet. Socialrådgiveren undrer sig, for Louise er i en stabil anbringelse, har meget begrænset men stabilt samvær med sin mor, og der er ikke planer om hjemgivelse. Samværskonsulenten har ikke observeret noget utrygt i samværet.