Ny børne- og skoledirektør på plads i Frederikshavn
Carsten Sand Nielsen er blevet ansat som direktør for Børn, Skole og Arbejdsmarked i Frederikshavn Kommune. Han har tidligere været kommunaldirektør i Thisted Kommune.
Det bliver et gensyn med Frederikshavn, når den 52-årige Carsten Sand Nielsen fra 1. august vender tilbage til den nordjyske kommune som direktør for Børn, Skole og Arbejdsmarked.
Efter strukturreformen i 2007 stod Carsten Sand Nielsen i spidsen for sammenlægningsarbejdet af Sæby, Skagen og Frederikshavn Kommune, hvorefter han blev økonomidirektør i den nye Frederikshavn Kommune.
I 2009 forlod han Frederikshavn til fordel for et job som kommunaldirektør i Thisted Kommune og har efterfølgende også været sekretariatsleder i Business Region North Denmark.