Minister dropper arbejde med ny fattigdomsgrænse: "Det er ved at være en lidt akademisk diskussion"
Regeringen vil ikke indføre en politisk bestemt grænse til at måle udviklingen i antallet af børn, der vokser op i fattigdom. Den nuværende model fra Danmarks Statistik er solid nok, mener social- og boligministeren.
Der bliver ikke indført en fattigdomsgrænse under SVM-regeringen.
Sådan lød det klare svar fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) onsdag i Folketingssalen.
“Det korte svar på den første del af spørgsmålet er nej,” sagde ministeren til Enhedslistens Reza Javid, der spurgte om regeringen vil genoptage arbejdet med at indføre en officiel fattigdomsgrænse.