Kommuner skal opspore udsatte børn tidligere

OPSPORING: En ny model skal give kommunerne redskaber til at opspore børn, som mistrives, på et tidligere stadie end i dag. Kommunerne skal blandt andet vurdere børns adfærd ud fra et såkaldt trivselsskema.

En stor andel børn med trivselsproblemer starter i børnehaveklasse, uden at pædagoger eller andre fagpersoner har grebet ind og handlet på tidlige tegn på mistrivsel.

En ny opsporingsmodel skal klæde kommunerne bedre på til at opdage børns små tegn på trivselsproblemer tidligere end nu.

Modellen skal især hjælpe med at opspore tegn hos den gruppe af børn, som ikke viser tydeligt tegn på mistrivsel, forklarer programleder på projektet, Jill Mehlbye. 

"Kommunerne har ikke haft adgang til lignende redskaber før, hvor de systematisk går alle børn igennem og vurderer, om de trives og udvikler sig," siger Jill Mehlbye til Altinget.dk.

Og mange kommuner har ifølge Jill Mehlbye vist stor interesse for modellen, da de har haft et ønske om at blive fagligt rustet til at opspore udsatte børn tidligere og sikre et bedre samarbejde på tværs af faggrupper.
 
”De tydelige problemer har vi jo altid set, men mellemgruppen opdager vi først, når de starter i skole, og problemerne er taget til. Der skal gribes ind, selv når problemerne er små. Lidt ekstra opmærksomhed fra pædagogerne kan gøre en betydelig forskel for barnets senere trivsel,” siger Jill Mehlbye.

Jill Mehlbye nævner små tegn som nervøsitet, indelukkethed, barnet græder meget eller koncentrationsbesvær, som man skal være særligt opmærksom hos børn, fordi det kan være tegn på mistrivsel.

Login