Kommuner lader udsatte grupper i stikken

KORT NYT: Flere specialiserede tilbud til handicappede er lukket ned siden 2010. Det viser en ny kortlægning udført af Danske Regioner. Eksperter frygter, at vigtig specialviden vil gå tabt.

Handicappede, psykisk syge og andre udsatte grupper vil i disse år opleve en ringere kvalitet i de offentlige specialtilbud. Ifølge en kortlægning foretaget af Danske Regioner, er en række tilbud til borgere med særlige behov lukket siden 2010 - og endnu flere lukninger venter i 2012 og 2013. Det skriver b.dk.

”Der mangler sikkerhed for, at man som handicappet får den hjælp, man har brug. Borgerne har klart den oplevelse, at de ikke får den nødvendige kvalitet,” siger formand for Danske Handicaporganisationer Stig Langvad.

Kommunalforsker ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen mener, at strukturreformen er en del af årsagen til lukningerne og en ringere behandling af handicappede.

”Det er helt åbenlyst, at kommunerne ikke har kunnet finde ud af det specialiserede socialområde, fordi de ikke har haft råd til det. Det er langt værre at blive blind eller få et handicappet barn i dag, end det var før strukturreformen,” siger han.

Login