København får 5 mio. til det gode ældreliv

NYHED: København får millioner til innovationsprojekt for de ældre. For borgmester Mogens Lønborg (K) falder pengene på et tørt sted.

"De penge falder i den grad på et tørt sted efter den urimelige budgetaftale i Københavns Kommune, hvor børnene fik det hele på grund af blokader og demonstrationer. Der blev ikke set med milde øjne på ældreområdet. Vi skal ikke have færre - vi skal have flere hænder. Men vi kan næppe få alle de hænder, som vi har brug for, så derfor er det fint at udvikle teknologi," siger sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (K).

"Der er rigtig mange muligheder i projektet, som handler om at bryde ældres isolation, ikke om besparelser. Der er derfor store potentialer for forskningsverdenen og industrien, og det er planen, at vi vil finde de enorme potentialer, der ligger i at få forskere og udviklere tættere på de ældre".

"Vi har en enorm udfordring med at rekruttere arbejdskraft til ældresektoren, som jo er særlig udsat, blandt andet fordi det er et lavtlønsområde. Det er et ekstra incitament til at udvikle ny teknologi som hjælpemidler - ikke for at fjerne mennesker og menneskelig service."

Login