Karen Hækkerup bliver ny socialminister

REGERING: Socialdemokraternes Karen Hækkerup bliver - overraskende - ny social- og integrationsminister.

Det bliver Socialdemokraternes mangeårige retsordfører, Karen Hækkerup, der overtager stafetten fra Benedikte Kiær (K) som Danmarks Socialminister - en ministerpost, der også får integration under sig, så ministeriet i fremtiden kommer til at hedde Social- og Integrationsministeriet.

Det kommer som lidt af overraskelse for de fleste, at det ikke blev Socialdemokraternes mangeårige socialordfører, Mette Frederiksen, der blev socialminister. Hun var af de fleste eksperter ellers blev udråbt som storfavorit til socialministerposten.

Karen Hækkerup, 37, blev valgt ind i Folketinget i 2005. I sin første valgperiode varetog hun erhvervet som Socialdemokraternes forbrugerordfører, mens hun siden folketingsvalget i 2007 har fungeret som retsordfører.

Det er især i rollen som retsordfører, hun har markeret sig i offentligheden. Hun er blevet kaldt den hårdest retsordfører i partiets historie. Det er især, når de politiske diskussioner handler om antallet af indvandrere og strafudmåling for kriminelle, at hun værdipolitisk placerer sig på Socialdemokraternes højrefløj.

Med korte kontante budskaber om strengere straffe, stramning af våbenloven og skærpelse af udvisningsreglerne passer Karen Hækkerup som fod i hose ind i Socialdemokraternes strammere rets- og udlændingepolitiske kurs under Helle Thorning-Schmidts ledelse. Måske netop derfor er hun også blevet minister for integrationsområdet, fordi hun kan fungerer som et værn mod de kritikere, der vil argumentere for, at de nye udlændingeregler under den nye regering er for slappe. 

Karen Hækkerup er uddannet som cand.scient.pol fra Københavns Universitet og er gift med MF Ole Hækkerup (S).

De nye ministre præsenteres mandag formiddag for dronningen, mens regeringsgrundlaget præsenteres mandag eftermiddag.

Login