Her får hjemløse meningsgivende arbejde

SOCIALSTAFET: Gadens stemmer har med succes skabt spændende beskæftigelsesmuligheder for hjemløse, der normalt er langt fra det ordinære arbejdsmarked. Læs her, hvordan og hvem der er den næste modtager af 'socialstafetten'.

Af Maria Fonseca Nielsen
Leder af Udsatsen, Socialforvaltningen, Københavns Kommune

Gadens stemmer er guider med erfaringer fra hjemløsemiljøet. De tilbyder byvandringer i de københavnske gader, kanalrundfart og foredrag. Initiativet blev startet som reaktion på, at kløften mellem 'dem' og 'os' vokser i en by, der dag for dag bliver mindre rummelig og tolerant over for "skæve borgere".

Gadens stemmer viser på én og samme tid, at udsatte og hjemløse har ressourcer, men også at deres ressourcer ikke uden videre kan omsættes til at passe ind på det ordinære arbejdsmarked, som det ser ud i dag. Lange liv på gaden, misbrug, varierende boligsituation og netværk, der begrænses til udsatte-miljøet, omstilles ikke uden videre. Således inspirerer mødet med Gadens stemmer til en række spørgsmål om, hvordan samfundet kan og bør indrettes. Kan der være plads til de "skæve eksistenser"? Hvordan opgøres et menneskes værdi? Kan vi alle blive udsatte? Kan man som udsat have et godt liv? Må man?

Login