Hækkerup varsler revolution af skæv evalueringskultur

Det skal være slut med at skrive stolpe op og stolpe ned om procesdetaljer, hvis ikke der kommer konkret viden om, hvordan sociale initiativer virker.

Sådan lyder det klare budskab fra den nye minister for socialområdet, socialdemokraten Karen Hækkerup, der beskriver området som "et sted med mange gode viljer, hvor der ikke altid bliver leveret lige godt."

"Vi har brug for en evalueringsrevolution. Jeg er blevet præsenteret for en bunke rapporter og evalueringer, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor det er vigtigt at vide, hvordan de her gjort. Jeg vil meget hellere vide, hvad de fik ud af det," siger hun og uddyber:

"På socialområdet har tankegangen været at lade de tusinde blomster blomstrer: Vi har ladet en masse projekter gro og håbet på det bedste. Men vores viden om effekten af indsatserne er dårlig. Vi bruger alt for mange ressourcer på at måle ligegyldige ting."

Målsætningen for social- og integrationsministeren er, at bedre og flere effektmålinger af sociale projekter vil gøre det nemmere at udbrede 'best practice' rundt i landet.

"Vi skal blive bedre til at lære af hinanden. Vi kan ikke forvente, at alle og enhver selv skal opfinde den dybe tallerken. I stedet skal vi tage hatten af for dem, der knækker nødden og forsøger at udbrede de gode eksempler," siger Karen Hækkerup, der afviser, at "alt dermed skal være centraliseret og ensrettet."

"Der er meget stor forskel på behov og udfordringer i de enkelte kommuner," slår hun fast.

Børneområdet i kikkerten
Alle danskere har hørt om de bestialske omstændigheder omkring den såkaldte 'Brønderslev-sag'. Og netop børneområdet er et af de områder, hvor evalueringerne kan blive bedre til børnenes fordel, mener ministeren.

"Vi må være ærlige. Meget er gået galt på børneområdet de sidste år. Den tidligere regering brugte kommunerne som prygleknap og sendte aben videre, hver gang man var utilfreds med noget. Der burde i stedet være en fælles interesse for at lave et system, der er så fintmasket, at vi kan opdage problemerne så tidligt som muligt, selvom der altid vil være forældre, der er dårlige ved deres børn," siger Karen Hækkerup og fortsætter:

"Det er frygteligt, at forælde kan være sådan over for deres børn. Men at der er kompetente voksne mennesker i deres nærvær som f.eks. skolelærere, som ser problemerne, men ikke agerer eller reagerer, uden der bliver fulgt ordentligt op. Det er næsten utilgiveligt."

Vil kigge indad
Hvor er det konkret, at socialområdet skal blive bedre til at evaluere socialpolitiske indsatser?

"Vi skal starte med os selv (politikere, red.). Hvad er vores forventninger, når vi har givet penge til puljer eller projekter? Man har haft en standardskabelon, der bare ikke giver mig nogen brugbar viden. Jeg vil gerne vide, om det har flyttet folk ud af den sociale situation, de var i. Der er højst nogle beskrivelser af, hvordan projekterne er blevet lavet og måske også nogle interview med folk, der har haft en effekt af det," siger Karen Hækkerup.

Hun mener, at man skal blive bedre til at dokumentere, hvilke indsatser der har en positiv effekt, fordi det vil gøre det nemmere at målrette og effektivisere.

"Dybest set bruges der sindssygt mange penge på området ud fra en forventning om, at der nok er nogen, der får det bedre af det," slår hun fast og peger på, at hendes "revalueringsrevolution" kræver en kulturændring inden for det sociale område.

Mål klogt
Karen Hækkerup vil også gøre op med den måde, man måler effekten af sociale indsatser. Her peger hun på antallet af tvangsanbringelser i kommunerne som et godt eksempel på debat, hvor det ikke giver mening at måle på et tal, når der ikke er fokus på, hvad det er, man måler.

"Antallet af kommunale tvangsanbringelser bliver enten sat lig med, at kommunerne sparer eller gør en god indsats. Børn får det ikke bedre af at blive fjernet fra hjemmet. I stedet kunne man f.eks. se på, om kommunerne, som de er forpligtet til, lever op at forebygge sociale problemer i familier, fordi antallet af anbringelser dermed burde falde," siger hun og fortsætter:

"Vi bliver nødt til at stille spørgsmålet, hvad er det egentlig for et liv, de her børn har, og hvordan de havde det før. Det giver ikke mening bare at tælle dem," siger Karen Hækkerup.