Er relationskompetencer det vi mangler for at hjælpe de mest udsatte i vores samfund?
Hvis vi skal forbedre vilkårene for de mest udsatte i vores samfund, så skal vi turde italesætte hjælperens og fagpersonens evne til at danne relationer. Kun på denne måde kan vi hjælpe andre mennesker på værdig og effektfuld vis, skriver Helle Øbo.
Hvis vi for alvor skal ændre velfærden for de mest udsatte i vores samfund, kræver det større fokus på relationskompetencer.
Hvad er det, der gør, at nogen formår at hjælpe mennesker med deres blotte tilstedeværelse og måde at lytte på? Er det empati, indlevelse i et andet menneskes problemer, eller evnen til at være nærværende i mødet?
Jeg har som leder på socialområdet i 25 år set, hvordan nogen kan danne relationer, og få selv de mest umotiverede til at få lyst til at tage ansvar, og ejerskab for deres eget liv. På samme måde har jeg mødt de mest veluddannede fagpersoner, der gentagne gange kommer i konflikt med dem de skal hjælpe, og ofte får positioneret sig selv som hjælperen, der ikke kan hjælpe, fordi klienten/mennesket ikke vil ændre sit liv.