Ekspert: Socialrådgiverne ender som alle andre

FORMANDSKIFTE: Hvis Dansk Socialrådgiverforening er på vej til at blive politisk orienteret, risikerer fagforeningen miste sin ekspertrolle og i stedet være en part, som alle andre fagforeninger, mener ekspert.

Magtkampen i Dansk Socialrådgiverforening kan være med til at trække gulvtæppet væk under den stærke platform, som foreningen har opbygget gennem de sidste mange år.

Det mener Tue Christian Sanderhage, der er chef for Institut for Ledelse og Forvaltning på Professionshøjskolen Metropol.

Hvis Socialrådgiverne bliver mere politiske, som Bettina Post "fornemmer" og giver en del af skylden for sin afsked som formand, frygter han, at foreningen mister sin vigtige og stærke plads i den offentlige debat.

"Bettina Posts fremtrædende rolle i den offentlige debat skyldes i høj grad, at hun også er blevet brugt som en ekspert i forhold til udsatte børn, svage familier, langtidsledige osv. Hun har taget ekspertrolle i højere grad end en partsrolle, og det har givet rum for en større platform at kommunikere fra," siger han til Altinget | Social & Forebyggelse.

Hvis det bliver tydeligt, at Socialrådgiverforeningen ofte vælger politisk side, devaluerer det muligheden for at indtage en ekspertrolle, siger han:

"Jo tættere en ekspert kommer på noget, der kan tolkes som partipolitisk, jo mere devalueres ekspertrollen, som det f.eks. er sket med EU-eksperten Marlene Vind."

Fagforening-classic
Han påpeger, at den magtkamp, der foregår i socialrådgivernes fagforening, er et billede på den brydningstid, der foregår blandt mange fagforeninger.

"Det er et eksempel på en forening, der prøver at finde ud af, hvilken rolle den skal spille. Skal den være en del af samfundsdebatten ved at være mere politisk eller være en professionsbaseret fagforening, der kun udvikler vilkårene for sine medlemmer," siger han og fortsætter:

"Den mere ideologiske tilgang blandt i Socialrådgiverforeningens hovedbestyrelse, kan være et udtryk for, at foreningen er gået i retning af en mere klassisk tilgang til det at være fagforening," siger Tue Christian Sanderhage.

Han vil ikke give et bud på, om det svækker foreningen eller ej.

"Om den nye formand bliver en succes eller ej, kommer an på dennes kommunikationsevner," siger han.

Login