Danskerne bakker op om 450-timers-reglen

INTEGRATION: Et flertal af danskerne bakker op den nye 450-timers-regel, viser en ny undersøgelse. Men det skyldes, at danskerne ikke kender til reglens bagside, mener oppositionen.

Som et led i den nye udlændingeaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti blev det besluttet at stramme op på 300-timers-reglen, så den nu bliver til 450-timers-reglen. Stramningen betyder, at et ægtepar på kontanthjælp begge skal have arbejdet mindst 450 timer i løbet af to år for at modtage kontanthjælp.

Og det er en stramning, som et flertal af danskerne bakker op om. I en ny undersøgelse som A&B Analyse har foretaget for Altinget.dk svarer 50,4 procent af de i alt 719 respondenter, at de er tilhængere af, at 300-timers-reglen bliver strammet.

Det er noget, som vækker glæde hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). "Jeg er glad for opbakningen. Man skal huske på, at det danske samfund bygger på ret og pligt. Og derfor overrasker det mig heller ikke, at der er opbakning til det," siger Claus Hjort Frederiksen til Altinget.dk.

V: En glædelig bekræftelse
Generelt er der stor tilfredshed i VKO-blokken over, at danskerne bakker op deres nye udspil. Venstres integrationsordfører, Karen Ellemann, er således helt på linje med sin partifælle, beskæftigelsesministeren.

"Svaret viser, at der er tilslutning i befolkningen til stramningen. Det viser også, at befolkningen synes, at det er ret og rimeligt, at man stiller krav til beskæftigelsen. Jeg ser det også som en bekræftelse på det, som vi allerede konstaterede, da det hed 300-timers-reglen, nemlig at det er noget, der virker og som skaber gode resultater," siger Karen Ellemann.

Glæden er om muligt endnu større hos Dansk Folkeparti, hvor næstformand Peter Skaarup ikke kan skjule tilfredsheden.

Login