Ansatte: Hold politikere fra plejehjems-konflikter

BESØGSRESTRIKTIONER: Plejehjemspersonale kritiserer regeringens planer om, at lokalpolitikerne skal indrages i konflikter mellem personale og pårørende.

Fint med klar lovgivning for, hvornår og hvordan pårørende kan pålægges besøgsrestriktioner på plejehjem. Det er holdningen hos både FOA og Lederforum, som repræsenterer henholdsvis ledere og menige medarbejdere på plejehjemmene.

Sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA, Karen Stæhr, der repræsenterer de ansatte på plejehjemmene, er først og fremmest glad for, at der er kommet fokus på problemstillingen, der er kommet frem i lyset, efter flere medier har omtalt en række enkeltsager. Og nu er regeringen så på vej med et lovforslag, der skal sætte klare regler for brugen af restriktioner.

"Det er positivt, at man sætter fokus på det problem, som kan opstå på nogle af de institutioner, hvor man ikke har fået retningslinjer på plads, der sikrer, at de ældre kan få besøg fra deres pårørende," siger Karen Stæhr.

Kompetencen til at vedtage besøgsreglerne skal lægges i kommunalbestyrelserne, lyder det fra Christiansborg. Den del af forslaget håber både Karen Stæhr og kollega Ole Mørk Nielsen, der er landsformand i Lederforum, at det lykkedes at ændre. 

Uvildige mæglere efterspørges
"Mæglingselementet tror jeg ikke, at man nødvendigvis har forstand på som politiker, så i udgangspunktet løser det ikke noget at placere ansvaret der," siger Ole Mørk Nielsen.

I stedet kunne man for eksempel forestille sig, at en uvildig part fra en anden kommune kom ind og mæglede mellem parterne, når der opstod konflikter mellem plejehjemmets personale og pårørende til en borger.

Det ser man gerne ske i KL, der sidder med det overordnede ansvar.

"I de situationer, hvor der er brug for at handle, så skal det ske rimeligt hurtigt. Hvis byrådet skal sidde med kompetencen, så er det vigtigt, at den bliver uddelegeret til en tredje part, der hurtigt kan træde til, når problemet opstår," siger formand for social- og sundhedsudvalget i KL, Anny Winther (V).

Både Karen Stæhr og Ole Mørk Nielsen er positive overfor den model, der i praksis kræver, at kompetencen permanent uddelegeres fra politikerne.

Login